Danmarks Statistik dropper 'Holland'

Danmarks Statistik vil indføre betegnelsen Nederlandene i sine publikationer fremover. Det har rigsstatistiker Jan Plovsing tilkendegivet i et brev til et af vores medlemmer, der havde gjort styrelsen opmærksom på de misvisende betegnelser ”Holland” og ”hollandsk” i de mange grafikker og lister.

Danmarks Statistik hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet. Tidligere er bl.a. Rigspolititiet overgået til betegnelsen Nederlandene, for eksempel på kørekort til herboende nederlændere. Som det fremgår af brevet, vil indførelsen af begrebet Nederlandene ske "ved en løbende implementering i vores systemer i løbet af 2011."

Foreningen Nederlandsk Nu er glad for dette tiltag. Danmarks Statistik er en vigtig instans, og det er selvsagt ikke uden betydning at få ikke blot de præcise tal, men også de rigtige ord i grafikker og data. Danmarks Statistiks information anvendes af ministerier, universiteter, dagblade, organisationer m.fl., som på den måde finder vej til hele samfundet.

Således kan også det officielle landenavn Nederlandene langsomt, men sikkert finde naturlig indpas i den gængse sprogbrug. Og det er efter vor mening på tide at det sker!

Thursday, December 30, 2010, Dirk Evers


Powered by umbraco